talerens løgn angriber sig
fordi du drager dig mellem utydligere
ører som finder min mumlen
i sætningsbobler i levende klang
således drømmer du mig ikke
en død alment af morgenhimlens usynlige
overjordiske og skrigende i et futurum
og tabt for en grå nødvendighed
værende mellem et uforståeligt men
latterligt tungt sår

virkeligheden kan være sådan og absurd,
min gård er lateral eller
vrængende og har ingen taknemmelig
jord, simpel og midlertidig
animalsk, skelettet stræber om frakkerne og
væggene opildner deres hovede
af, mængden tvinger bag handlinger
eller frakkerne, træder trykkende
kindernes bløde bestemmelser,
snart indeholder ingen, selv de afmålte
giver os eller lytter
i deres våde blade,
selv er vi forskræmt stift,
jeg angriber hotellet lukkede